Der kan være flere forskellige årsager til, at man skal have sin laptop med på rejsen. For nogen er den uundværlig som kommunikations- og underholdningsredskab, for andre er den en integreret del af forretningsrejsen. Det er ganske enkelt en arbejdsstation. Nogen har brug for den ombord på flyet på selve rejsen, mens andre blot kan nøjes med at hive den frem på destinationen. Hvorom alting er, vil der altid være nogen overvejelser, man skal gøre sig, inden man gør klar til sin rejse med laptop.

    I denne lille guide dækker vi de vigtigste aspekter, så du er klar til din næste tur og fuldt forberedt på ethvert spørgsmål, der end måtte opstå i forbindelse med din laptop på rejsen.

    Fordele og ulemper ved at tage en laptop med på rejsen

    Før man overhovedet dykker ned i forberedelserne til en rejse med laptop, så er det vigtigt at få slået fast, om den overhovedet skal med på rejsen. Der er naturligvis åbenlyse fordele ved at have laptoppen med, men selve ulemperne er også til at få øje på. Man kan med fordel veje følgende fordele og ulemper op og måske derigennem bestemme sig for, om det er risikoen værd at have den med.

    Fordele:

    • Du har adgang til arbejde
    • Du har adgang til underholdning
    • Du kan benytte den til praktiske rejseting

    Ulemper:

    • Du kan miste den
    • Den kan blive hacket
    • Det er ekstra rejsevægt

    Når alle fordele og ulemper er gjort op, kan man måske stille sig selv et sidste og meget direkte spørgsmål: Er det så vigtigt at have laptoppen med, at man vil løbe risikoen for også at kunne miste den? Hvis det er tilfældet, og at man tilmed mener, at man godt kan passe på den på rejsen, så bør man tage den med. I så fald er der en række gode råd man her kan følge, som måske vil gøre rejsen med laptop nemmere og mere bekvem.

    Sørg for, at din laptop er beskyttet online

    En ting er, at man kan miste sin laptop fysisk, noget andet er, at man også kan ‘miste’ vigtige data uden overhovedet at få laptoppen stjålet. Benytter man eksempelvis et åbent Wi-Fi-netværk på rejsen, så vil man indirekte løbe risikoen for, at cyberkriminelle kan snage i din enhed via det åbne netværk. Sørg derfor enten altid for at surfe på et beskyttet netværk, eller bedre: opret en VPN-forbindelse. På den måde vil du kunne bevare dit online privatliv, og du vil ikke skulle bekymre dig om, at nogen kan stjæle data fra din enhed, da al datatrafik bliver krypteret med en VPN.

    Check in-bagage vs. håndbagage

    Hvis du rejser med fly, skal du gøre op med dig selv om den bærbare computer skal med i håndbagagen eller checkes in med den store bagage. Med håndbagage giver det sig selv. Her kommer den naturligvis blot med i håndtasken eller rygsækken. Skal den derimod i den store bagage, bør man sørge for, at den er placeret i en god computertaske eller computer-cover. Derudover gør man klogt i at pakke den midterst i kufferten, således at rejsetøjet på begge sider af laptoppen vil fungere som bløde buffere mod eventuelle stød og slag. Hvis du vælger at tage computeren med ombord, så husk, at den skal op af tasken og placeres i en bakke for sig selv ved security-gaten.

    Husk rejseadapter til stikket

    Det er vigtigt at skrive sig bag øret, at ikke alle lande har samme stikkontakter som i Danmark. Storbritannien har eksempelvis en helt anden stiktype, så her er det vigtigt at have en omformer med hjemmefra. Disse rejseadaptere kan dog også ofte købes i lufthavnen enten ved afrejse eller ankomst. Glemmer man det imidlertid, vil man skulle rundt i den pågældende by for at finde en rejseadapter, og det er ikke nødvendigvis altid nemt.

    Lav en backup, inden du rejser

    Hvis du har vigtige dokumenter, billeder eller filer på din laptop, som du helst ikke vil miste, så kan man med fordel lave en backup af harddisken på en ekstern harddisk inden afrejse. På den måde sikrer man, at man trods alt stadig besidder sine filer og dokumenter, selvom computeren eventuelt mistes.

    Sikkert internet på rejsen

    Som nævnt er det ofte en dårlig idé at springe på det første og det bedste offentlige Wi-Fi på rejsen. Især hvis det er et netværk uden adgangskode. Her kan man eventuelt med fordel lave internetdeling med sin smartphone, da mange danske mobilabonnementer i dag sælges med en vis mængde fri data til benyttelse i udlandet. Husk også at slette eventuelle gratis netværk, du har benyttet på rejsen, og sørg også for at slå den funktion fra, som automatisk logger på tidligere netværksnavne. På den måde sikrer du, at du ikke pludselig intetanende logger på et netværk.

    En rejseforsikring kan være en rigtig god idé

    Hvis der er tale om en ekstra dyr laptop, så bør man kraftigt overveje at lave en rejseforsikring, inden man tager afsted. I dag kan især Apples laptops fåes i prisklasser på over 20.000 kroner, og i den forbindelse er en rejseforsikring næsten en bydende nødvendighed. For jo dyrere og smartere din bærbare computer er, desto mere værdi vil den også have for eventuelle tyve på rejsen.

    Leave A Reply